Så kan jeg flå en pose chips op i løbet af et splitsekund og guffe direkte fra posen. Jeg kan trænge noget så nederdrægtigt…

Annanas, jordbær, kirsebær, meloner, nektariner mv. indeholder ikke ét gram salt.

Det anbefales at saltindtaget er 7 gram pr dag for mænd og 6 g pr dag for kvinder. Det har jeg ikke indtaget i varmeperioden.
Salt er et livsnødvendigt stof for kroppen og har blandt andet betydning for væskebalancen.
Hovedparten af saltet får vi fra mad, som er forarbejdet industrielt. Det har jeg ikke fået i lang tid.

Hovedkilderne er brød, kødprodukter, fedtstoffer og ost. Brød og ost har jeg spist i sommervarmen, men det kan ikke opveje det daglige saltbehov.

Jeg bliver nødt til at åbne en pose Kim’s…

Jeg skulle have malet Emilies kommode og spejl, som jeg havde planlagt skulle ind i stuen at stå i stedet for på et gæsteværelse.
Jeg skulle også have malet benene hvide på hendes spisebord. Bordpladen skulle stå ubehandlet ligesom dem, man ser i livsstilsbutikkerne.
Jeg skulle forsøge at ombetrække en lænestol fra genbrugspladsen. Og sy betræk i spændende mønstre til nogle hynder.
Jeg skulle have læst en masse bøger i hængekøjen.
Jeg skulle have strikket et par soltoppe i hvid bomuldsgarn.
Jeg skulle have klippet fyrretræsskud af.
Jeg skulle have afprøvet nogle spændende, sunde madopskrifter…
Jeg skulle…

Og jeg har ikke lavet en dyt andet end gået og kigge på det under, at planterne gror, uden jeg behøver at gøre andet end at vande.

Men Niels har fået en ny smart cykel, som fik sin debut på de københavnske cykelstier forleden aften. Den er virkelig raffy.

Jeg kørte på sidelinjen og knipsede fotos af ekvipagen.

Nu har Niels snart ferie. Så sker der nok noget…

Jeg sad i skyggen med fødderne i koldt vand og frynsede et par shorts til Niels.

Han havde købt et par deminbukser, som han ikke var tilfreds med, hvorfor han klippede buksebenene af lige over knæet, så de kunne bruges som shorts.
Jeg begyndte så at frynse kanterne, som jeg gjorde med mine egne i 70′erne. Det tog meget længere tid, end jeg husker.

Nu er jeg spændt på, om han er modig nok til at gå med dem

Jeg er dybt taknemmelig over, at vi har alle vores trækroner, hvor vi kan opholde os i skyggen.
Mange har kappet kronerne af deres træer, så de nu sidder og koger under parasoller, som slet ikke giver samme kølige lindring som træerne.
Træerne puster én i nakken. Det gør en parasol ikke.

Den lille dreng havde slet ikke lyst til at gå tur i løbet af dagen. Det nødvendige blev ordnet lige ved matriklen, hvorefter det gjaldt om at komme i skygge igen omgivet af vandbaljer og -slange.

Så kunne det også være lige meget. Jeg cyklede i endnu langsommere tempo til Haveselskabets Have og gik en tur rundt under træernes svalende skygge.
Gartnere arbejdede her og der. Det idylliske gule hus, tror jeg, er gartnernes pausehus.

Jeg måtte lige omkring bistaderne. Der er tre styks. Så så jeg dette mærkelige syn af en masse bier, som sad i klynger udenfor indgangen til boet.
Gad vide, om bifamilien er blevet så stor, at der ikke er plads indenfor til dem alle? Det må jeg spørge min bi-lærer, Viggo, om næste gang vi ses.

Rundt om i haven var der fri adgang til rindende vand fra haner. Åh, hvor jeg trængte! Jeg havde ikke selv fået vand med hjemmefra. Troede ikke, det ville være så varmt så tidligt på formiddagen.

Jeg kom til udgangen og måtte videre tilbage til vaskeriet.

Hjemme blev der hængt vasketøj op i badeværelset og soveværelset ud til altanen. Jeg orkede ikke at sidde på et varmt vaskeri og tumble tøj i en halv time. Eftermiddagen gik med strygning.

Det var den – og lænket til verandaen, hvor vandskålen stod i bagende solskin. Det var så et minus, at vovse stod viklet ind i en staude 7 m fra vandskålen og gaspede.

Far og mor var taget på arbejde og havde sikkert i en god mening ladet hunden stå i haven i en lang line, så den kunne bevæge sig rundt. De havde bare ikke taget højde for de planter, som stod i vejen på dens runderinger. Han havde bevæget sig flere gange rundt om stauden og der var ca. 1 m tilbage at gøre godt med. Solen er lige ved at nå ham.

Pilen viser, hvor vandskålen står. Vovse er viklet om planten bag sig. Det er en ordentlig kleppert, og han gøede voldsomt af mig. Jeg havde aldrig set så stor en labrador, og hans kropssprog var bestemt ikke venligsindet.
Jeg listede mit opvaskefad med koldt vand hen til ham, hvilket han overhovedet ikke tog notits af.
Dog, da jeg gik ud af haven, slubrede han vand i sig og begyndte derefter at pjaske med forpoterne i baljen.

En time senere var den gal igen. Han kaldte på hjælp. Jeg gik derop med endnu en balje vand, og vi blev nu rigtig gode venner. Vi nussede og kyssedes. Jeg tog chancen og fik ham viklet ud af planten. Nu havde han adgang til masser af skygge og en stor balje vand ved sin side.

Under baljen har jeg lagt en seddel med beskeden: Til Vovse fra nr. 105.

Så må vi se, om jeg hører fra ejerne. De har lejet huset fornylig, så jeg kender dem ikke. Men det er en skøn hund, de har.

Jeg kan ikke lide at gå med solbriller. Jeg vil gerne se omgivelserne i deres naturlige farver.
Niels’ opfattelse er, at naturen er smukkere set med solbriller. Deri giver jeg ham slet ikke ret.

Jeg tror, jeg har 12 caps i farverne pink, hvide, gule og sorte. Den gule er min foretrukne for tiden. Den er hurtig at tage på uden håret sidder i vejen.
Udover at skærme for solen, er de rigtig gode til at holde sveden fra panden, hvis man skulle finde på at arbejde i sommervarmen. Det er nok ikke uden grund, at tennisspillere har valgt den form for hovedbeklædning.

Jeg fik klippet resten af græsset i går aftes mellem 21 og 22. Måske ikke det bedst valgte tidspunkt, når genboerne sad ude og nød sommeraftenen. Men man bliver engang imellem nødt til at gøre, hvad der skal gøres.

Håndværkerne forlader også byggepladsen ved 14-tiden. Så man kan lige så godt benytte sig af muligheden.