Jeg må have salt

I den sidste tid, hvor varmen har buldret ind over os, og litervis af postevand og andre svalende drikke plus diverse saftige frugter er indtaget, kan jeg blive desperat efter salt.

Så kan jeg flå en pose chips op i løbet af et splitsekund og guffe direkte fra posen. Jeg kan trænge noget så nederdrægtigt…

Annanas, jordbær, kirsebær, meloner, nektariner mv. indeholder ikke ét gram salt.

Det anbefales at saltindtaget er 7 gram pr dag for mænd og 6 g pr dag for kvinder. Det har jeg ikke indtaget i varmeperioden.
Salt er et livsnødvendigt stof for kroppen og har blandt andet betydning for væskebalancen.
Hovedparten af saltet får vi fra mad, som er forarbejdet industrielt. Det har jeg ikke fået i lang tid.

Hovedkilderne er brød, kødprodukter, fedtstoffer og ost. Brød og ost har jeg spist i sommervarmen, men det kan ikke opveje det daglige saltbehov.

Jeg bliver nødt til at åbne en pose Kim’s…

Alle de planer

… jeg havde i foråret er overhovedet ikke påbegyndt.

Jeg skulle have malet Emilies kommode og spejl, som jeg havde planlagt skulle ind i stuen at stå i stedet for på et gæsteværelse.
Jeg skulle også have malet benene hvide på hendes spisebord. Bordpladen skulle stå ubehandlet ligesom dem, man ser i livsstilsbutikkerne.
Jeg skulle forsøge at ombetrække en lænestol fra genbrugspladsen. Og sy betræk i spændende mønstre til nogle hynder.
Jeg skulle have læst en masse bøger i hængekøjen.
Jeg skulle have strikket et par soltoppe i hvid bomuldsgarn.
Jeg skulle have klippet fyrretræsskud af.
Jeg skulle have afprøvet nogle spændende, sunde madopskrifter…
Jeg skulle…

Og jeg har ikke lavet en dyt andet end gået og kigge på det under, at planterne gror, uden jeg behøver at gøre andet end at vande.

Men Niels har fået en ny smart cykel, som fik sin debut på de københavnske cykelstier forleden aften. Den er virkelig raffy.

Jeg kørte på sidelinjen og knipsede fotos af ekvipagen.

Nu har Niels snart ferie. Så sker der nok noget…

Jeg bevægede mig ikke

… meget i går. Niels var til gengæld meget energisk og plukkede ærter, skrabede kartofler i haven, cyklede en tur og vaskede bil og serverede sundowners hen mod aften.

Jeg sad i skyggen med fødderne i koldt vand og frynsede et par shorts til Niels.

Han havde købt et par deminbukser, som han ikke var tilfreds med, hvorfor han klippede buksebenene af lige over knæet, så de kunne bruges som shorts.
Jeg begyndte så at frynse kanterne, som jeg gjorde med mine egne i 70′erne. Det tog meget længere tid, end jeg husker.

Nu er jeg spændt på, om han er modig nok til at gå med dem

Jeg er dybt taknemmelig over, at vi har alle vores trækroner, hvor vi kan opholde os i skyggen.
Mange har kappet kronerne af deres træer, så de nu sidder og koger under parasoller, som slet ikke giver samme kølige lindring som træerne.
Træerne puster én i nakken. Det gør en parasol ikke.

Den lille dreng havde slet ikke lyst til at gå tur i løbet af dagen. Det nødvendige blev ordnet lige ved matriklen, hvorefter det gjaldt om at komme i skygge igen omgivet af vandbaljer og -slange.

En formiddag i varmen

… tog jeg Ikea-posen med vasketøj over skulderen, satte mig på cyklen og kørte til møntvaskeriet og satte en maskine i gang.
Derefter cyklede jeg i adstadigt tempo til Guldsmed Dirks på Gl. Kongevej. Jeg havde sat mig for, at jeg måtte have et nyt lykkearmbånd. Mit forrige, som jeg fik gratis med et ugeblad, ligger stadig i stumper i en lille skål på bordet. Det har givet mig held, og jeg tør ikke smide stumperne ud, før jeg har fået et nyt. “Den slags fører vi ikke” lød svaret hos Dirks på spørgsmålet, om de havde lykkearmbånd.

Så kunne det også være lige meget. Jeg cyklede i endnu langsommere tempo til Haveselskabets Have og gik en tur rundt under træernes svalende skygge.
Gartnere arbejdede her og der. Det idylliske gule hus, tror jeg, er gartnernes pausehus.

Jeg måtte lige omkring bistaderne. Der er tre styks. Så så jeg dette mærkelige syn af en masse bier, som sad i klynger udenfor indgangen til boet.
Gad vide, om bifamilien er blevet så stor, at der ikke er plads indenfor til dem alle? Det må jeg spørge min bi-lærer, Viggo, om næste gang vi ses.

Rundt om i haven var der fri adgang til rindende vand fra haner. Åh, hvor jeg trængte! Jeg havde ikke selv fået vand med hjemmefra. Troede ikke, det ville være så varmt så tidligt på formiddagen.

Jeg kom til udgangen og måtte videre tilbage til vaskeriet.

Hjemme blev der hængt vasketøj op i badeværelset og soveværelset ud til altanen. Jeg orkede ikke at sidde på et varmt vaskeri og tumble tøj i en halv time. Eftermiddagen gik med strygning.

Hva’ er du da for én?

… syntes vovsen at spørge, da jeg kommer listende ind i dens have.
Den har stået og bjæffet bedende en times tid, og da jeg ikke havde hørt mennesker dæmpe på den, måtte jeg op for at se, om den var alene.

Det var den – og lænket til verandaen, hvor vandskålen stod i bagende solskin. Det var så et minus, at vovse stod viklet ind i en staude 7 m fra vandskålen og gaspede.

Far og mor var taget på arbejde og havde sikkert i en god mening ladet hunden stå i haven i en lang line, så den kunne bevæge sig rundt. De havde bare ikke taget højde for de planter, som stod i vejen på dens runderinger. Han havde bevæget sig flere gange rundt om stauden og der var ca. 1 m tilbage at gøre godt med. Solen er lige ved at nå ham.

Pilen viser, hvor vandskålen står. Vovse er viklet om planten bag sig. Det er en ordentlig kleppert, og han gøede voldsomt af mig. Jeg havde aldrig set så stor en labrador, og hans kropssprog var bestemt ikke venligsindet.
Jeg listede mit opvaskefad med koldt vand hen til ham, hvilket han overhovedet ikke tog notits af.
Dog, da jeg gik ud af haven, slubrede han vand i sig og begyndte derefter at pjaske med forpoterne i baljen.

En time senere var den gal igen. Han kaldte på hjælp. Jeg gik derop med endnu en balje vand, og vi blev nu rigtig gode venner. Vi nussede og kyssedes. Jeg tog chancen og fik ham viklet ud af planten. Nu havde han adgang til masser af skygge og en stor balje vand ved sin side.

Under baljen har jeg lagt en seddel med beskeden: Til Vovse fra nr. 105.

Så må vi se, om jeg hører fra ejerne. De har lejet huset fornylig, så jeg kender dem ikke. Men det er en skøn hund, de har.

Er der to ting,

… jeg ikke kan undvære på solskinsdage, er det solcreme og min cap.

Jeg kan ikke lide at gå med solbriller. Jeg vil gerne se omgivelserne i deres naturlige farver.
Niels’ opfattelse er, at naturen er smukkere set med solbriller. Deri giver jeg ham slet ikke ret.

Jeg tror, jeg har 12 caps i farverne pink, hvide, gule og sorte. Den gule er min foretrukne for tiden. Den er hurtig at tage på uden håret sidder i vejen.
Udover at skærme for solen, er de rigtig gode til at holde sveden fra panden, hvis man skulle finde på at arbejde i sommervarmen. Det er nok ikke uden grund, at tennisspillere har valgt den form for hovedbeklædning.

Jeg fik klippet resten af græsset i går aftes mellem 21 og 22. Måske ikke det bedst valgte tidspunkt, når genboerne sad ude og nød sommeraftenen. Men man bliver engang imellem nødt til at gøre, hvad der skal gøres.

Det var da en god idé

Niels sendte mig en mail i dag med billeder af vores genboer, som havde fået den gode idé at tage bord, stole og kolde drikkevarer med ud på stilladset for at nyde eftermiddagssolen.

Håndværkerne forlader også byggepladsen ved 14-tiden. Så man kan lige så godt benytte sig af muligheden.

I søndags

… var vi mange, som fejrede, at Michelle (tv) er blevet student. Hendes veninde, Wendy, er også nys udsprungen – og var meget hæs )
Jeg kom uvilkårligt til at tænke på Kim Larsens sang ‘De smukke unge mennesker’, når jeg så dem så glade og forventningsfulde.

Åh de smukke unge mennesker, pludselig er de stukket af
som legesyge sommerfugle, den allerførste sommerdag
hva’ det er de vil med livet, det ka kun de selv forstå
åh de smukke unge mennesker, gid de længe leve må

Cocktailpølser og mørbradstykker på grillpinde lå på gasgrillen og blev serveret med alskens lækre tilbehør. Det var superlækkert.
Dernæst Annies hjemmebag. – Jeg har fundet mine tre kilo igen…

I folden gik araberne, Ozzy tog sig en slapper og mændene snakker motorcykler.
Det var en fantastisk dag på bondegården.

Nu er jeg så på min plads igen.

Vi tog herop mandag morgen. Rufus har svært ved at klare varmen. Alligevel insisterer han på at gå en bestemt lang rute, fordi der er en god pigeduft den vej.

Hjemme i haven igen får han koldt fodbad til sine varme poter og et sprøjt af haveslangen. Derefter lægger han sig ind i skyggen og holder øje med, hvem som går forbi ude på vejen.
Han er blevet en halvsur gammel dreng og kan ikke have, at børn spiller bold eller løber derude. Så brokker han sig højlydt.

Heldigvis var det overskyet det meste af dagen i går, så jeg kunne få klippet noget af græsset. Det blev ikke til meget.
Der er flere mennesker heroppe nu. Man kan godt mærke, at det er ferietid.

På den anden side af vejen bor der en anden dame fra Frederiksberg, som også er her engang imellem alene. Mændene arbejder.
Jeg har kun set hende nogle få gange, når hun klipper græs uden for hendes høje ligusterhæk. Vi har vinket kort til hinanden et par gange.
Det kunne være hyggeligt at få en sludder med hende, har jeg gået og tænkt. Men hun virker sky og er svær at komme i kontakt med pga. hækken.
I deres have er der kun græs. Intet skal passes. Gad vide, hvad hun får tiden til at gå med?

Det er sådan noget, man ligger og tænker på i hængekøjen…

Jeg skal love for,

… at jeg har fået set og hørt min del af glade studenter, som kører rundt på gaderne i alle mulige mærkværdige køretøjer. Vi har dyttet, vi har vinket og vi har råbt tillykke, så det er en lyst. Nu er der fred og ro i Lidenlund.

Niels og jeg har været rundt at passe haver i dag. Foruden landstedet, som er et helårsprojekt, har vi to altaner med altankasser og krukker, som skal vandes et par gange om dagen i øjeblikket. Derudover har vi to gravsteder at passe – et i hver ende af byen. Blomsterne dér kræver også vanding minimum et par gange om ugen, mens det er varmt.

Så har vi været i Niels’ yndlingshave i dag – Tivoli. Jeg var simpelthen så tørstig, at det ikke kunne gå for langsomt med at indtage et kæmpe glas iskoldt vand. Det var godt i maven.

Efter en let frokost slentrede vi rundt i vrimlen med duften af popcorn og vaffelis i næseborene.

På cykelturen hjemad skulle vi lige omkring og se et særsyn i vores bydel.
Gl. Kongevej er spærret for trafik i denne weekend pga. pålægning af en ny, støjdæmpende asfaltbelægning.

Det var meget underligt, at se den ellers meget befærdede gade nærmest mennesketom – og så på en lørdag.

Kun enkelte cyklister og fodgængere var der at se. Meget underligt…

Bag denne asfaltbil holder flere andre materielbiler. Det er utroligt, som de kan lave en vejbane i et hug.

Nu må det stoppe!

… er en af overskrifterne i medlemsbladet fra Forsøgsdyrenes Værn.

Når jeg modtager mit medslemsblad ligger det i flere dage, før jeg åbner det. Det er rystende læsning om menneskers indgreb på vore medskabninger.

Artiklen ‘Nu må det stop-pe!’
omhandlede tyrefægtning og tyreløb, som jeg aldrig har fattet folk syntes er morsomt at overvære. Det samme gælder rodeo, som jeg oven i købet, selv har ladet mig underholde af i Canada engang.

En opinionsundersøgelse fra 2006 viser, at størstedelen af den spanske og franske befolkning ikke er interesseret i tyrefægtning.

50 større byer i Spanien og Frankrig har erklæret sig som anti-tyrefægtningsbyer.

Turister holder liv i tyrefægtning!

Vidste du, at

• tyrenes horn beskæres i tiden op til, de skal i arenaen, og at de ofte indgives præparater, der sløver og svækker dem?
• langt den største del af tyrene drukner i deres eget blod, fordi tyrefægteren gennemborer deres lunger?
• mange tyre er ved bevidsthed, når deres øren og hale skæres af? Det er tyrefægterens “trofæer”
• hvert år dræbes ca. 40.000 tyre i europæiske tyrefægtninger? På verdensplan dræbes årligt omkring 250.000
• EU støtter tyrefægtning, idet der gives landbrugsstøtte til opdrættere af de tyre, der anvendes i tyrefægtning

Det gjorde jeg ikke. Jeg vidste heller ikke, at

• man inden et tyreløb udsulter tyrene i dagene op til løbet og giver dem sløvende medikamenter, så de er afkræftede og dermed har en langsommere reaktionstid
• tyrene derudover får smurt vaseline i øjnene, så synet svækkes, og dyrene har svært ved at orientere sig.
• løbet starter ved affyringen af en raket, og 6-9 skrækslagne tyre bliver sluppet ud af mørke kasser. Tyrene blændes af det stærke lys og mødes af et inferno af jublende og råbende deltagere og tilskuere, som opidser tyrene ved bl.a. at kaste sten på dem
• tyrene bliver jagtet, hevet i halen , slået, sparket og får stød fra el-stave for at dirigere dem i den rigtige retning
• pga. af stress, smerte og det svækkede syn løber tyrene mod alt som bevæger sig, og nogle af deltagerne vifter med kapper for lynsnart at fjerne dem, så tyren med høj fart løber direkte mod fx en mur og kommer voldsom til skade
• de til sidst dirigeres ind i en arena, hvor de, efter at have gennemlevet pinefulde lidelser, dræbes.

Alt sammen til stor jubel for deltager og tilskuere.

Det er grufuld læsning. Jeg fatter ikke, at EU støtter den slags.

Det eneste jeg kan gøre er ikke at deltage i gru-somhederne og betale mit kontingent i diverse dyreværnsforeninger, som gør et stort arbejde.

Oplysningerne er fra mit medlemsblad og billederne er fra Ekstrabladet.